Kilde: Netdyredoktor
Af Christian Mogensen
Hvad er hofteledsdysplasi hos hunde?
Hofteledsdysplasi er en arvelig lidelse, hvor hofteleddet bliver ustabilt. Normalt passer lårbenets ledhoved nøjagtigt ind i hofteskålen i bækkenet, så der er en god tæt forbindelse. Men ved hofteledsdysplasi kan der under opvæksten udvikles ustabilitet, så hunden får smerter, når den bevæger sig.
Udviklingen af hofteledsdysplasi skyldes et sammenspil af forskellige faktorer:
Hundens størrelse og race
Væksthastigheden
Foderets sammensætning
Træningsintensitet og -varighed
Der er altså både genetiske og miljømæssige faktorer, som spiller ind.
Hvad er symptomerne på hofteledsdysplasi?
Hos unge hunde:
Hunden kan være uvillig til at springe eller gå op ad trapper
"Harehop" med bagbenene under løb, dvs. bagbenene føres frem
ved siden af hinanden i stedet for med det ene forrest
Nedsat udholdenhed ved løb
Pludselig opstået halthed på et eller begge bagben
Hos ældre hunde:
Halthed på et eller begge bagben, som opstår gradvist
Besvær med at rejse sig
Stiv gang på bagben
Uvillig til at gå op ad trapper
Muskelsvind af lårmuskulatur og bagpartsmuskulatur;
hunden får et smalt udseende bagtil
Da vægten lægges frem på forbenene, bliver forkroppens muskulatur mere udviklet
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen hofteledsdysplasi?
Dyrlægen vil undersøge, hvordan din hund bevæger sig. Bagefter vil han undersøge, om det gør ondt, når hofteleddene bøjes og strækkes, og om der er normal bevægelighed i hofteleddene.
For at stille en nøjagtig diagnose er det nødvendigt at tage røntgenbilleder af hofterne. Hvis hunden er meget rolig, kan man godt tage røntgenbillederne, uden at den er bedøvet. Det giver dog oftest bedre billeder, og det er også rarere for hunden, hvis den er bedøvet under optagelserne. Røntgenoptagelsen sker mens hunden ligger på ryggen og får sine bagben strakt helt bagud, mens de samtidigt holdes parallelle. På billederne ser dyrlægen efter, hvor godt ledhoved og ledskål passer sammen, og hvordan formen på lårbenshovedet og ledskålen er.
Fra USA er der introduceret en ny røntgenundersøgelsesmetode kaldet Penn-Hip, hvor man undersøger, hvor meget lårbenshovederne kan bevæges ud og ind af hofteskålene. Under denne undersøgelse skal hunden altid bedøves. Det første røntgenbillede tages, mens hundens lårben holdes fra hinanden med et specielt hjælpemiddel samtidig med, at knæene presses mod hinanden. Derefter tager man et billede, hvor lårbenshovederne bliver presset ind i hofteskålene. På billederne kan man måle, hvor stor ustabilitet der er i leddene. Både den gamle og den nye metode bruges i Danmark. Den nye metode giver en større sikkerhed for, hvor slappe hofteleddene er, men i Dansk Kennel Klubs regi bruges stadig den gamle metode. Hvis din dyrlæge er certificeret til at tage billeder efter Penn-Hip metoden, kan du selv vælge, hvilken en af metoderne du vil have brugt.
Hvordan behandles hofteledsdysplasi?
Hos en ung ikke-udvokset hund med hofteledsdysplasi kan hofteleddene godt stabiliseres så meget i løbet af vækstfasen, at symptomerne forsvinder. Dette er årsagen til at man først HD-bedømmer hofterne på udvoksede hunde.
I den akutte fase med smerter vil dyrlægen behandle hunden med smertestillende medicin og bede dig holde din hund i ro. Eventuelt skal hundens diæt og træning lægges om.
En voksen hund med hofteledsdysplasi behandles som regel med smertestillende medicin. En anden medicinsk behandling består i at dyrlægen give hunden brusk-forbedrende medicin som 4 indsprøjtninger, med en uge imellem. Dette suppleres med kosttilskud. Hvis det ikke hjælper tilstrækkeligt, eller hvis man vurderer, at en operation er nødvendig, er der flere muligheder.
Man kan fjerne en muskel, der ligger på indersiden af låret og har fæste på hofteskålens kant. Det giver ledhovedet en lidt anden stilling i hofteskålen, så smerterne forsvinder. Af og til kommer der smerter igen på et senere tidspunkt efter denne operation.
Det kan blive nødvendigt at save lårbenshovedet af, hvis der er kommet svære forandringer i hofteleddet. Så får hunden dét, man kalder en hængehofte.
Efter operationen er det muskulaturen omkring hofteleddet, der bærer vægten. Operationen bevirker, at benets bevægelighed mindskes en lille smule, men de fleste hunde klarer sig alligevel glimrende.
Hvis der er tale om meget slem hofteledsdysplasi, kan man udføre en operation, hvor bækkenet gennemsaves tre steder omkring hofteskålen. Bagefter drejes bækkendelen, så hofteskålen kommer til at ligge mere henover ledhovedet.
Til sidst sættes bækkenet sammen igen med plader og skruer. Det er en meget dyr operation, der ikke benyttes så ofte.
Der er også mulighed for at erstatte hofteskål og ledhoved med et kunstigt led ligesom på mennesker. Metoden er god, men dyr.
I de seneste år er det blevet mere populært at indlægge guld i akupunktur-punkter omkring hofteleddet. Fordelen er, at man ikke skal skære i hunden. Guldstykkerne lægges ind via en kanyle, som placeres i akupunkturpunkterne. Metodens effektivitet er endnu ikke klarlagt, men undersøges stadig.
Hvad er fremtiden for din hund, hvis den har hofteledsdysplasi?
For den unge hund (yngre end 12 måneder) med smerter, der får konstateret hofteledsdysplasi, ser man af og til, at hofteleddet stabiliserer sig under den videre opvækst, så hunden bliver symptomfri. Men hunden kan i løbet af nogle år få symptomer igen, og så må man overveje behandlingsmulighederne igen.
Mange ældre hunde med hofteledsdysplasi kan hjælpes med smertestillende midler. Som nævnt i afsnittet om behandling af hofteledsdysplasi ovenfor, er der mange behandlingsmuligheder, så chancen for at få en velfungerende hund er god. Der findes dog nogle håbløse tilfælde, som ikke kan hjælpes.
Det skal pointeres at hunde, der får konstateret hofteledsdysplasi, ikke bør bruges
i avlen. Der er over hele verden iværksat programmer, som skal afdække hvilke hunde, der har hofteledsdysplasi og derfor ikke må bruges til avl.
Hvorfor får hunde hofteledsdysplasi?
Hofteledsdysplasi er det, man kalder en multifaktoriel lidelse. Det vil sige, at der både er genetiske og miljømæssige faktorer, som spiller ind. Der er mange forskellige gener, der har betydning for lidelsen, så avlsprogrammer, der skal afskaffe hofteledsdysplasi, er vigtige.
I opvæksten har foderets sammensætning stor betydning for udviklingen af hofteledsdysplasi. For stor væksthastighed og ubalance i mineralsammensæt-
ningen disponerer for lidelsen. Det er især for meget kalk og forkert kalcium-fosfor forhold i foderet, der har betydning.
Overdreven motion og træning af unghunde øger risikoen for hofteledsdysplasi, og for alle hunde er overvægt i høj grad med til at forværre tilstanden.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få hofteledsdysplasi?
Det er især store hunde, der har problemer med hofteledsdysplasi. Her kan bl.a. nævnes schæfer, retriever, rottweiler, sanktbernhardshund og ruhåret hønsehund.
Anden viden om hofteledsdysplasi
I 2001 bedømte DKK ialt 3242 sæt røntgenbilleder af hunde fotograferet for HD.
Anden viden om hofteledsdysplasi
I 2001 bedømte DKK ialt 3242 sæt røntgenbilleder af hunde fotograferet for HD.
Resultaterne fra de racer, hvor mere end 50 hunde er fotograferet, afslører, at:
72% af Flatcoated Retriever havde A hofter
65 % af Collierne havde A hofter
61% af Ruhårede Hønsehunde havde A hofter
60% af Cocker Spaniels havde A hofter
59% af Broholmerne havde A hofter
57% af Border Collies havde A hofter
57% af Labrador Retrievere havde A hofter
49% af Rottweilere havde A hofter
37% af Berner Sennen havde A hofter
37% af Schäfere havde A hofter
33% af Golden Retrievere havde A hofter
29% af New Foundländere havde A hofter
18% af Islandske Fårehunde havde A hofter
Kennel Archa Von Samblebens